Et sultent menneske skriver

Jeg elsker mad. Jeg tænker meget på mad, og engang imellem deler jeg med dig, hvad jeg spiser ...

Tuesday, October 29, 2013

Tomatkylling, tabouleh og blomkål

Flere og flere omkring mig sværger til LCHF-diæten. Jeg hopper ikke med på den. Ikke fordi jeg ikke uuuuundvære brød, ris og pasta, men fordi jeg godt kan lide tingene, ikke føler et problem med den mad jeg spiser, og fordi jeg ikke har lyst til at afskære mig selv for visse fødevarer. Jeg tror på, at alt med måde er bedre end afholdenhed fra nogle ting.

Når det så er sagt, kan jeg ikke lade være at lade mig inspirere. De taler hele tiden om "blomkålsris", og jeg har det sådan lidt - enten har vi ris, eller også har vi blomkål. Noget lavet af noget andet, som vi så kalder det første, aj, det er ikke lige mig. Men ok, prøves det skulle det der blomkål altså.

Man snitter blomkål meget fint (brug foodprocessor), putter det i en gryde og hælder kogende vand med lidt salt i over og lader det trække et par minutter. Hæld vandet fra og spis som tilbehør.

Kyllingen er også inspireret af LCHF. Den består af en tomatsovs af flåede tomater, tomatpuré, hvidløg, krydderurter mv., som simrer, mens kyllingen er i ovnen. Til aller sidst tilsættes mascarpone, og herligheden smages til med salt og peber.

Tabouleh er herligt og er her lavet af en couscous-rest (altså beviser jeg, at jeg ikke er på LCHF), masser af hakket bredbladet persille, tomater, rødløg, hvidløg, citron, olivenolie og salt og peber.