Et sultent menneske skriver

Jeg elsker mad. Jeg tænker meget på mad, og engang imellem deler jeg med dig, hvad jeg spiser ...

Monday, November 15, 2010

Noma nam nam

I fredags var jeg på Noma. Jeg havde glæde mig i over tre måneder til at skulle på Noma. Selvfølgelig havde jeg fra andre, som har været der før mig, hørt, at det var et fantastisk sted, men jeg vil sige, at jeg det til trods var helt vildt sindssygt overrasket over, hvor fantastisk det viste sig at være.

Helhedsoplevelsen er sublim. Fra, man kommer, og de tager imod en ved døren, tager overtøjet og viser en til bords. Vi var fire, og da vi skulle sætte os, var der fire tjenere omkring os, som trak stolene ud på samme tid. Hele aftenen var alting timet og tilrettelagt, uden at vi dog på nogen måde følte os overvåget. Det var så sejt.

Vi lagde ud med champagne og snacks. Ni forskellige snacks!

Se billederne på Flickr.

Derefter kunne vi vælge mellem syv nye retter eller 12 retter, som var de syv nye + fem klassikere. Vi valgte de 12 + vinmenu, selvom jeg var bekymret for, at der også ville følge 12 glas vin med. Men det ville der kun, hvis jeg drak ud, for de ville fylde op hele aftenen. Okay, så. Jeg kan efterfølgende se på det lille printede menukort, vi fik med os, at jeg altså fik syv forskellige vine - alle fra Tyskland. De fleste hvide, og en enkelt var ældre end jeg selv.

Maden kan jeg snakke langt og længe om, men jeg tror, at billederne taler for sig selv.
Posted by Picasa

Wednesday, November 10, 2010

Mortens aften på egne ben

Jeg må bekende en ting: Faktisk betød Mortens aften mere for mig, end jeg egentlig lige gik og troede. Altså selve det her med, hvorfor vi lige fejrer det osv. betyder ikke så meget, men det er måske ikke overraskende faktisk maden, der betyder noget.

Forklaringen skal formentlig nok findes i, at jeg i hele min opvækst har fået serveret hjemmelavet Mortens and med kartofler, rødkål og brun sovs. Selvfølgelig fordi det var Mortens aften, men nok så væsentligt fordi det var min farmors fødselsdag.

I 29 år har jeg hvert eneste år den 10. november fået serveret traditionel and med kartofler, rødkål og brun sovs. De første mange år stod min kære farmor for traktementet, mens det de senere år har været min far. Mortens aften har for mig madmæssigt været som en slags mini-juleaften (mini, fordi de brunede kartofler er udeladt).

Men i år skulle det være anderledes. Og hvad gør man så? Ja, nogle lader måske dagen flyve af sted som enhver anden kold og grå onsdag i november. Men jeg valgte at tage skeen i egen hånd, og jeg vil sige, at det ikke er gået stille for sig i mit lille sind.

Melbolle eller Maizena?
Jeg har aldrig før prøvet at lave brun sovs, så bare dét var en udfordring. En anden - mere håndgribelig udfordring - har været tid. For hvordan er det lige, at helstegt andesteg harmonerer med to fuldtidsjobs og to børn? Det gør det heller ikke, vil jeg afsløre. Derfor blev det helstegte andebryster, men det vender jeg tilbage til.

Forberedelserne startede i går, hvor jeg kogte fonden til sovsen (meget belejligt fik vi boller i karry, og kogevandet kunne efterfølgende spædes op med en flækket gulerod, lidt selleri, frisk timian, hvidløg og en halveret tomat). Den simrede og stod natten over.

I dag har jeg så filtreret den og kogt den yderligere ind, farvet den med kulør (det foreskriver traditionerne), tilsmagt den med lidt tyttebærgelé og sennep. Men så kom det store spørgsmål: Hvordan jævner man sovsen? Og her er der jo (mindst) to skoler: Melbolle eller Maizena.

Min far svarede hurtigt og præcist på spørgsmålet. "Melbolle," kom det prompte. Men okay, hvordan laver man lige sådan en? Nå, det fandt jeg ud af (noget med mel og smør blandet sammen) og så ned i sovsen.

Andebrysterne fik 10 minutter på fedtsiden med salt og peber på panden (fedtsiden var ridset inden) og så ca. 30 minutter i ovnen på 180 grader. Hvile i 15 minutter og saften i sovsen.

Kartofler er kartofler. Kogte.

Rødkålen har jeg snydt mig til. Beauvais' økologiske var fin denne aften.

Så nu er vi klar til jul!

Labels: , , ,