Et sultent menneske skriver

Jeg elsker mad. Jeg tænker meget på mad, og engang imellem deler jeg med dig, hvad jeg spiser ...

Sunday, May 29, 2011

Nem hverdag

Snydepizza

På en måde er den her ret helt gal - specielt, når man har mit italienske ophav i tankerne. Jeg ved heller ikke, om jeg ville turde indrømme over for min mor, at jeg på den her måde virkelig har sprunget over, hvor gærdet er lavest. Men nogle gange må vi vel alle ty til hjælpemidler og få hverdagen til at glide og gå mætte og glade i seng.

En pakke tortilla naturel omdannes nemt til hurtige pizzaer. Smør flåede hakkede tomater ud på dem, god italiensk kogt skinke, revet mozzarella, oregano + lidt olivenolie og så i ovnen, til osten er smeltet helt rigtigt.

Kyllingepasta af kyllingerester
Man tager kylling fra dagen før og svitser med saft og kraft, lidt finthakkede løg og hvidløg. Tilsætter fløde og lader koge op og simre lidt. Smager til med salt og peber. Koger pasta og blander herligheden, topper med persille og parmesan.


Asparges er en favorit her først på sommeren. Kogt til perfektion med et spejlæg og parmesan er det ren nydelse. En god forret eller en god miniret sammen med andre retter eller med ost og godt brød bagefter.


Et udvalg af oste. Den store i forgrunden er en stor, glædelig overraskelse for mig. Økologisk vesterhavsost. Den smager godt.

Lagkage og ekstra


Klassefest i 0.B.



Trøstekager til børnene, hvis der ikke skulle være kage nok til klassefesten.
Posted by Picasa

Friday, May 20, 2011

Hjemmelavede nuggets


Nuggets ER bare et hit hjemme hos os. Men det er bare altid med en lidt dårlig eftersmag i munden, når ungerne har indtaget dem hos McD. Selvom de elsker det, går jeg tit derfra med følelsen af, at de ikke har fået noget som helst, som deres krop har brug for. Derfor har jeg tænkt over, om man ikke kan lave dem selv.

Hos Kids Fitness Central fandt jeg en opskrift, som jeg efterprøvede. Resultatet? Det var overraskende godt. Og med en hjemmelavet (ovnstegt) pommes frites, hjemmefoldede pommesfrit-holdere pyntet af ældste søn og hjemmerørt bbq-sauce (worchester, sennep og ketchup), så bliver det ikke meget bedre. Og hvad siger ungerne så?

"De smager godt, mor. Du er god til at lave mad, men hvis det ikke gør noget, jeg siger det, så kan jeg bedst lide dem fra McDonald's"
- "Men skat, de her er sunde, og dem må du få lige så tit, du vil ..."
"Ja, ok, de smager godt."
Posted by Picasa

2 x Jamie Oliver på 30 minutter (cirka)


Så lykkedes det endelig! Efter at have læst flere opskrifter grundigt igennem flere gange faldt valget på 1) Kylling i fad, maste brasekartofler, spinat i fløde og jordbær-slushie (p. 102) og 2) Sprød laks, ris, salat med courgetter og super guacamole (p. 190).

Selvom Oliver siger, at man ikke skal tilpasse opskrifterne smag og behag, så gjorde jeg det altså med laksen. Min erfaring siger mig, at syltede peberfrugter eller grøntsager generelt bare er en dårlig kombi med ris, når børn er inde i billedet. Grøntsager og ris for sig, please. Derfor blev laksen bare med jasminris i stedet for Olivers forslag. Jeg undlod også bærsmoothien, for to dage med smoothie i træk ville blive for meget.

Kyllingen blev rigtig god. Jeg fattede ikke helt det med kartoflerne og låget, som lød så nemt i opskriften, men dejligt blev det. Og den spinat kan altså virkelig anbefales.

Jeg vil ikke gå i detaljer med opskrifterne, for de er ret detaljerede i bogen, men jeg kan konkludere, at jeg mht. laksen nåede det stort set inden for den fastsatte tidsgrænse, mens kyllingen skred, så det tog 40 minutter. Til gengæld er det dét værd. Smagene og nuancerne er værd at bruge lidt ekstra tid på.
Posted by Picasa

Monday, May 09, 2011

Tager tilløb

Jeg er ved at tage tilløb til Jamie Olivers mad på 30 minutter, og indtil jeg føler mig helt klar til at følge opskrifterne slavisk, lader jeg min inspirere.
Salat med tomater, kolde, kogte kartofler, forårsløg, tyndtstrimlede squash, gedefeta, olivenolie, indkogt balsamico og friskkværnet peber.

Sort pasta med broccoli og parmesan. Kog pasta og broccoli sammen (rigeligt med salt), vandet fra, bland med smør og parmesan.

Pasta som Chaplin.

Posted by Picasa

Sunday, May 08, 2011

Jamie og mig

Så har jeg fået taget hul på min senest indkøbte kogebog "Jamies mad på 30 minutter", og jeg glæder mig til at kaste mig over opskrifterne, selvom jeg for nylig læste en anmeldelse i Politiken, som ikke var så opmuntrende. Madskribenten havde brugt langt over 30 minutter på at lave måltiderne, men jeg satser på, at jeg er bedre!

Selvtilliden fejler ingenting, så nu vil jeg kaste mig over opskrifterne. I hvert fald læse dem, købe ind til dem og forhåbentlig også lykkes.

Følg med!