Et sultent menneske skriver

Jeg elsker mad. Jeg tænker meget på mad, og engang imellem deler jeg med dig, hvad jeg spiser ...

Friday, August 06, 2010

Restemad

Som barn var jeg aldrig særlig meget for at skulle spise rester. Jeg kunne på en eller anden måde bare ikke rigtig lide tanken om at spise det samme to dage i træk (med mindre det lige var min livret, lasagne). Men som voksen har jeg fået et lidt mere afslappet og nuanceret forhold til at spiste rester fra dagen efter. Nok mest fordi jeg selv kan bestemme, hvordan resterne skal behandles, men også fordi jeg synes, det er sjovt at arbejde videre med noget, som smagte godt i går, men som også kan bruges i dag. Og sidst men ikke mindst synes jeg, at det er rigtig dejligt ikke at lade god mad gå til spilde, selvom den bruges i en anden kontekst, end den oprindeligt var tænkt.

Så derfor stod aftensmaden i dag på en cæsarinspireret salat bestående af en rest rød krølsalat, rucola og svinekoteletten fra i går - krydret med parmesanflager og en cæsaragtigdressing. Dressingen er jeg inspireret af fra Billy Cross' kogebog om amerikansk mad. Den består af god olivenolie, citron, salt, Hellmann's mayo og worchestersauce. Ikke noget med ansjoser eller noget.

Bo Bechs brød fra i går, som i dag begynder at blive tørt, blev ristet i ovnen på den ene side, inden det fik en skive gedeost på den anden side og blev ristet videre, til osten sydede og begyndte at løbe ud. Ikke så mange dikkedarer, men et fint og mættende måltid. I aften (det er jo fredag) sammen med min nye yndlingshvidvin (fra Fakta!) Gray Fox's Chardonnay fra Californien.

Senere på aftenen kan det være, at jeg sætter skeen i et lille bæger is fra Skarø.
Posted by Picasa

Labels: , , , ,

Monday, June 26, 2006

Penne al sugo

Penne al sugo lyder lidt bedre end pasta med kødsovs og er det egentlig også, for denne sugo har simret i tre-fire timer. Her er penne al sugo serveret med friskrevet parmesan og et par basilikumblade.

Man tager løg, hvidløg og gulerødder og sauterer dem i lidt olivenolie ved svag varme, så det ikke tager farve. Herefter skrues der op for varmen og hakket oksekød tilsættes og brunes fint. Hæld så et ordentligt skvæt rødvin i og lad alkoholen fordampe. Tilsæt flåede hakkede tomater, tørret oregano, udblødte karl johan-svampe, peber, et skvat oksefond og evt. noget vand og evt. lidt soltørrede tomater. Lad det hele simre i tre-fire timer, så det kommer til at smage af noget, og så kødet får en dejlig konsistens.

Ovenstående kan med fordel gøres engang imellem i en kæmpemængde. Herefter kan sugo'en fryses ned i poser i den rette størrelse og tages op af fryseren efter behov. (Det var det, jeg gjorde i dag. Dejlig mad på den tid, det tager at koge noget pasta).

Labels: , ,