Et sultent menneske skriver

Jeg elsker mad. Jeg tænker meget på mad, og engang imellem deler jeg med dig, hvad jeg spiser ...

Wednesday, August 30, 2006

Broccolipasta og caprese


En meget nem ret: Man koger pasta og broccoli sammen i rigeligt saltet vand. Vandet hældes fra, når pastaen er kogt tilstrækkelig. Tilsæt smør og revet parmesan. Her også tilsat lidt af min mors chiliolie. Det er overdrevet nemt og smager himmelsk, hvis man kan lide broccoli, og det er der vist faktisk mennesker, der ikke kan (?)




Tomater, bøffelmozzarella, olio del diavolo, salt, peber, basilikum. Nyd sommeren lidt endnu! 

Burger med håndskårne fritter



Alt er hjemmelavet - undtagen burgerbollen. Det må blive næste skridt. Burgeren indeholder salat, Hellmann's, hakkebøf, cheddarost, burgerbacon, tomat, Heinz og saltagurk. Og apropos saltagurker: jeg er kæmpefan af rigtige saltagurker, dvs. dem der ikke er syltede og ikke indeholder sukker. Thomas fra Thomas Frugt & Grønt på Gl. Kongevej (ved Edisonsvej) importerer dem selv fra Polen, hvor han kommer fra. Og de smager bare godt. Jeg kan blive helt glad, når jeg tænker på, hvor godt de smager! 

Olio del diavolo

Min mor har lavet denne fantastiske krydderolie.

Spaghetti alla marinara

Jeg købte sådan en pakke skaldyr/blæksprutter fra frys i Irma. Den skulle lige tø op en halv times tid. I mellemtiden lavede jeg en tomatsovs af hvidløg i olivenlie på panden tilsat flåede cherrytomater fra De Cecco. Smagt til med salt og peber. Skaldyrsblandingen skulle simre med i 5-10 minutter. Der er tilsat en masse bredbladet persille for at give god smag. Det er en nem og velsmagende ret. Buon appetito.

Shawarma mit pommes



Fra en libaneser i Kreuzberg fik vi skøn shawarma (og pommes frites). Vi havde været forbi de første fire-fem stykker, som kun kunne byde på en kæmpestor bindex-bolle (dem veg vi udenom). Efter lidt søgen fandt vi et skønt sted, hvor alt så lækkert og hjemmelavet ud, og shawarma'en var faktisk kød og ikke klistermiddel. Den smagte skønt. Brødet var helt klart hjemmebagt, og det var lidt mere pitabrødsagtigt end de durumruller, man kan få i København. Hvis man dog i København vil finde et sted, hvor shawarma'en er i orden, så kan jeg anbefale Kebabistan (Istedgade 105). Udefra ser det ikke ud af noget, men det skal man ikke lade sig nare af. (Ellers kan Politiken den 6. februar 2004 oplyse, at følgende fire steder også skulle være bindexfri: Shawarma Grill House, Frederiksberggade 36; Søkebaben, Nørrebrogade 31; Bibi's Diner, Rosengården 14; Eagel Steak House, Rantzausgade 32)

Tuesday, August 29, 2006

Übercool



Kan man være i Tyskland uden at spise Currywurst mit Pommes? Jeg tror det ikke. Så det blev naturligvis også afprøvet. Jeg vil sige, at fornøjelsen ikke var udelt. Jeg var meget sulten, da jeg indtog pølsen, så det var ok. Havde jeg tænkt ret meget mere over ingredienserne, havde jeg nok ikke indtaget den. Men hvad fanden? Hvis det ikke dræber dig, gør det dig stærkere, ikk'?

Wunderschön?

Paneret kylling med twistede pommes frites og pfifferlingern (kantareller) med flæskestykker. En lækker, men også meget bombastisch ret!



Vildsvin med rødkål, kartoffelmoskugler med flæsk, friturestegt æble (det, der ligner en doghnut) og tranebær og brun sovs. Bombastisch. Nicht quadratisch. Gut.

Blaues band

På Alte Schönenbergerstrasse næsten lige over for Monsieur Vuong ligger en hyggelig café ved navn Blaues Band. De serverer international mad af fin kvalitet. Vi fik:


Saltimbocca af kalkun på spinat med gnocchi.

Rumpsteak med rødvindssauce og flûte med hvidløgssmør og salat.

 

Indisk i Berlin

I Kreuzberg på Oranienstrasse fandt vi denne fantastiske indiske restaurant. Betjeningen var venlig, og maden var virkelig god. Jeg har før oplevet, at tandoorikylling kan være lidt tør i det, men denne var saftig og smagfuld. Yoghurtsaucerne var dejlige til begge kødrette. Lammet var skønt, mørt, saftigt og smagfuldt. Alt i alt en virkelig god oplevelse. Og så blev det alt i alt inkl. drikkevarer (cola og øl) kun 28,90 euro (under 300 danske kroner).
Forskellige yoghurtbaserede saucer og en rød (chili?)sauce.

Lam i karry.


Ris.


Naanbrød.

Tandoorikylling.

Ovnstegt kylling med kartofler + en forklaring


En kylling fyldes med hvidløgsfed, duppes med olivenolie og salt. I ovnen ved 180 grader i 1½ time. Kartoflerne er bare sat i ovnen de sidste 45-50 minutter. De er duppet med olivenolie og salt. Salaten er dresset med olivenolie og balsamico.


Forklaring:
Jeg har ikke opdateret bloggen den sidste uges tid, fordi jeg har været på en kort tur til Berlin. Her har jeg spist en masse forskelligt, som jeg nok skal skrive om de næste par dage.

Wednesday, August 16, 2006

Chili con carne

Løg, gulerødder, hvidløg svitses - uden at løgene tager farve. I med spidskommen, timian, oregano. Skru op for varmen. Kødet brunes. I med flåede tomater, oksekødsbuillon. Lad simre. Derefter i med grøn/rød peber i tern. Simre. Bønner. Smages til med salt, peber, ketchup og mørk chokolade. (Denne version er børnevenlig - der er ikke chili i). Serveret her med crème fraîche (og Tabasco) og taco-chips med smeltet cheddar.

Monday, August 14, 2006

Primo e secondo - jubii

Som primo (forret): Tomat-risotto. Løg svitses i olie. Arborioris tilsættes og svitses lidt. Tilsæt flåede tomater, vand og bouillonterning. Lad simre ca. 20 minutter, til risen er al dente, og væden opsuget i risen. Bland smør og parmesan i. (Billedet er lidt ude af fokus pga. damp fra risottoen)


Secondo (hovedret): Kalveribeye stegt på panden med salat med olivenolie og balsamico og feta.

Sunday, August 13, 2006

Søndagsburger


Så fik jeg lavet burgere i dag. Ikke de store dikkedarer. Bare burgere med pommes frites. Men det er nu engang en herlig ting.

Saturday, August 12, 2006

En forklaring

Det har stået sløjt til med madlavning de seneste dage. Jeg ved ikke, hvor tiden er blevet af. Hver gang jeg har åbnet køleskabet, har der lydt en rungende (hånlig) latter fra køleskabet, fordi det har været helt tomt! Jeg har ikke været flittig til at fylde det op, og jeg har ikke lavet mad. I stedet har jeg nydt godt af mine forældres skønne mad, af Philippas fantastiske sommerbuffet og af Lê Lês fortræffeligheder. Jeg lover, at jeg snart laver mad igen. Har tænkt mig at lave burgere i morgen ...

Tuesday, August 08, 2006

Inspireret


I dag blev jeg inspireret af dagens ret fra Meyers Deli. Jeg modtager hver dag en sms med info om, hvad dagens ret. Det er sjældent, at jeg rent faktisk køber maden, men jeg bliver tit inspireret, og det gjorde jeg også i dag.

Vi fik tagliolini med braiseret svinekød, cherrytomater, artiskokker og rucola.
Kød braiseres på panden, krydres med salt og peber. På med artiskokker (fra dåse), cherrytomater, citron, vand. Simre lidt. Til sidst rucola i. Pasta koges efter anvisningen. Vupti.

Monday, August 07, 2006

Mad på et kvarter

Svinekødsscalloppine med squash/champignons, salat og brød.

Skinkeschnitzel skæres i mindre stykker og bankes flade og vendes i mel. Smør og olie på en pande. Kødet på. Brune på hver side. Krydr med salt og peber. På med citronsaft og vand. Simre. På en anden pande: Squash og champignons i tern. Salt og peber. Af blusset; drys med parmesan. Salat skylles, slynges. Feta i. Indkogt balsamico, olivenolie, salt. Voilà: Mad på et kvarter. Og det er ikke engang løgn.

Penne alla carbonara


Der er formentlig mindst lige så mange meninger om, hvordan carbonara skal laves, som der er mennesker i Italien. Min version er som følger:

Revet emmenthaler, æg, salt, peber røres sammen. Bacon steges. Pasta koges. Varm pasta vendes med oste-ægge-massen, bacon tilsættes. Toppes med parmesan.

Mesterkok II: Hovedret og ost

Efter de mange forretter var der grillstegte kyllinger, oksekød, kantareller, kantarelsauce, kartofler. Jeg var meget mæt, så jeg nøjedes med lidt:


kød med kantareller og sauce
Derefter var der oste:

Mesterkok I: forretter

I lørdags var jeg på besøg hos Mette, som er en sand mesterkok. Her er billeder af et udsnit af forretterne.

bønner

vittello tonnato (kalvekød med tunsauce)


fennikelsalat


friturestegte squashblomster fra haven


tomater og bøffelmozzarella


trøffelsalame, vildsvinesalame og fennikelfrøsalame


crostini (leverpaté)


lasagne


salat af courgetter fra haven med parmesanflager på rucola

Thursday, August 03, 2006

Hakkebøf og kantareller

Hakkebøf med kantareller à la crème, nye danske kartofler og salat. Kantareller på en varm pande med olivenolie og smør. Svitse svitse. Salt og peber på. Fløde. Dijonsennep, en squeeze tomatpuré. Smag til med salt og peber. Kartofler skrabes og koges. Salat med indkogt balsamico, olivenolie, salt.


Koldskål med kammerjunkere. Jeg har nu fundet ud af, at man både kan købe overskårne og underskårne (?) kammerjunkere. Nogle er med rund top, og andre er flade. Jeg skal ikke gøre mig klog på emnet, men jeg købte begge slags og vil sige, at min favorit er de underskårne. Koldskålen er fra Thise. Den smager virkelig godt!

Wednesday, August 02, 2006

Farmor-middag

I dag var jeg hjemme og spise hos min elskede farmor, som er virkelig god til at lave mad. Jeg havde desværre glemt kameraet, men jeg kan berette, at vi til forret fik to slags sild: karry og krydder. Derefter fik vi sprængt culotte med stuvet spidskål. Og til sidst: Rødgrød med fløde. Det hele var superlækkert og rigtig dansk sommer, når det er bedst.

Tak for dejlig mad, Nonna.

Tuesday, August 01, 2006

Tilbage til 80'erne


Jeg kan næppe komme i tanke om en vildere firserting end fyldte peberfrugter. (Det skulle da lige være alt muligt med ananas, men det har mine forældre heldigvis forskånet mig for.) Jeg kan ikke huske, hvordan de fyldte peberfrugter var lavet i firserne, men dem, jeg har spist i dag, havde fyld af hakket svin/kalv, æg, feta, soltørrede tomater, persille, forårsløg, rasp, salt, peber. Serveret med ovnstegte kartofler og salat.

Iskaffe med chokoladeisen, som ikke var værd at spise, og espresso.

Tak til Sigrid og Grethe


Slagte Lunds skinkespegepølse. Nu er det for mit vedkommende slut med at sige, at man skal rejse sydpå, hvis man skal finde ordentligt pålæg. Jeg er blevet introduceret til Slagter Lunds skinkespegepølse fra Torvet i Middelfart, og jeg må sige, at mit mundvand løber bare ved tanken om den. Den er virkelig god! Tak, Sigrid og Grethe.

Mandagspesto


Ikke altid gider jeg at lave mad, så nogle gange bliver det en nem ting som spaghetti al pesto. Koger De Cecco-spaghetti efter anvisningen på pakken (12 min.), til spaghetti'en er al dente. Åbner pestoglasset og blander pesto i den varme spaghetti. På med friskrevet parmesan - voilà: Nem mandagsmad.

Kanin i hvidvin med ovnstegte kartofler og salat


Jeg har længe lovet Sigrid at lave kanin til hende. Endelig fik vi gjort det i søndags. Denne er lavet med hvidvin, løg og kapers. For opskriften på italiensk, klik her. Ellers følger en parafrase på dansk her:

Til fire personer skal man bruge en kanin skåret i stykker, 4 skalotteløg, 1 skefuld afsaltede kapers (dvs. saltede kapers, som er skyllet - ikke syltede kapers!), 1 fed hvidløg, 1 glas tør hvidvin, oliveolie, 1 kvist timian, salt, peber.

Olivenolien varmes i en sauterpande. Hvidløg og timian tilsættes, men fjernes igen, når det har givet olien smag. Derefter brunes kaninstykkerne godt i panden. Hvidvinen hældes over. Lad det fordampe. Hæld ½ glas vand på, læg låg på og lad det simre i 15 minutter. På en anden pande klares løgene. Herefter tilsættes de til kaninen sammen med kapersne. Krydr med salt og peber. Låg på. Simre en halv times tid.

Kartoflerne er bare skåret i kvarte og i ovnen ved 200 grader en halv times tid. De er krydret med olivenolie og salt. Intet andet.


Økologisk Skee Is med hindbær og chokolade. Hindbærisen var ok, mens chokoladeisen ikke var et hit. Konsistensen var ikke cremet nok, og smagen ikke intens nok. Jeg kan ikke anbefale denne is, hvis grundtanke jeg ellers sympatisere med. Men man skal jo prøve noget nyt engang imellem ...

Lørdag aften

Agurkestave


Salat med olivenolie, indkogt balsamico og salt


Caprese med bøffelmælksmozzarella, olio del diavolo,
basilikum, tomater


Grillede sandwiches med italiensk kogt skinke og cheddar